Argentina - Vandring i Lanin nationalpark

Efter et kort stop i San Martin de los Andes har vi været på en tredagstur i Lanin Nationalpark. Første dag tog vi bussen ud til en landsby, hvorfra vi gik 12 km af en lille grusvej langs søen for at komme ud til nationalparkens campingplads, som ligger i skoven ned til en sø – utroligt flot. Denne del af Argentina kaldes Lake District, og her er mange søer, bjerge, skove, vulkaner osv. Om vinteren er det et populært sted at stå på ski.
I nationalparken skulle vi registrere os hos rangeren, inden vi gik videre, men han sagde en hel masse vi ikke kunne forstå, indtil han bøjede sig ned i knæ, strakte armen frem og krummede pegefingeren som på en aftrækker og sagde “paf, paf, paf”. Så gik det op for os at stien skulle lukkes pga jagt. Det var vi lidt ærgerlige over, da vi dagen forinden havde været på nationalparkens hovedkontor i San Martin og ikke havde fået noget at vide om en kommende jagt. Efter lidt snakken frem og tilbage kaldte han hovedkontoret på radio, og enden på historien blev at vi fik lov til at gå videre næste morgen.
Næste dag vandrede vi videre ind i parken. De første 10 km gik langs søen og i skoven, hvorefter vi kom ned til en lille strand, hvor vandet var så rent at man kunne se de store fisk gå tæt ind til land. Her holdt vi pause en times tid, før vi gik videre. Her var så smukt at vi måtte tage et billede næsten hver gang vi havde gået 10 meter. Vi gik gennem skov med gigantiske træer, krydsede floder, var i tæt bambuskrat, over steppe og igennem et stort område, hvor der havde været skovbrand for nogle år siden, så de store træer stod tilbage som skeletter, mens græs og buske var begyndt at vokse op. Vi var så kække at vi slog to dagsetaper sammen, så vi var temmeligt trætte, da vi nåede frem til lejren, som lå lige ved en flod.
Næste dag går vi op igennem et bjergpas, hvor vi går i vulkansand et langt stykke, til vi får øje på Lanin vulkanen, som nationalparken har fået sit navn efter, en snedækket vulkan, der er så perfekt vulkanformet, at den kunne være tegnet i et Anders And blad. Til den anden side har vi udsigt til vandfald og flere vulkaner, det er så utroligt flot at vi slet ikke kan komme derfra.
Men på et tidspunkt må vi jo videre og ned gennem skoven til vi kommer til Laguna Verde, en lille sø, hvor turen slutter og hvor vi overnatter på nationalparkens campingplads. Vi sidder længe på stranden med fødderne begravet i sort lavasand, mens vi drikker kaffe og laver mad, mens vi overvejer hvordan vi skal komme tilbage til San Martin – der er nemlig ingen busser herud.
Campingpladsens opsynsmand hjælper os med at lave et skilt, så vi kan forsøge at blaffe tilbage, så næste morgen går vi ud til vejen med vores skilt. Vejen viser sig at være et hjulspor i noget grus, og efter to timer er der kun kommet tre biler, men den tredje bil tager os heldigvis med. Så nu er vi tilbage i San Martin. Senere i dag tager vi bussen til Bariloche, hvor en ny vandretur venter.

Vores telt er slået op ved et gigantisk træ

Ikke for ingenting hedder dette område Lake District

Vandet er så klart at vi kan se flere store fisk svømme forbi

Der har været skovbrand og træerne står tilbage som skeletter

Vi må vade over flere floder - skønt at få kølet fødderne

Der er rimfrost på græsset næste morgen,
og alle trøjerne må på indtil solen har fået magt

 

Et gigantisk Abernes-skræk-træ. Kig efter den røde trøje til venstre.
Dette træ er så stort at det er navngivet og indtegnet på vandrekortet 

 

Med udsigt til vandfald til den ene side

...og Lanin-vulkanen på den anden side

Lanin-vulkanen er som en perfekt tegneserievulkan,
taget ud af et Anders And blad

Kursen er sat mod Laninvulkanen

Kæmpe træer ligger på kryds og tværs som mikadopinde

Ved Laguna Verde begraver vi tæerne i sort lavasand og slår teltet op

Der går ingen busser fra Laguna Verde, og det er ikke
 det nemmeste at blaffe  i et område næsten uden trafik.
Vi er heldige at komme op at køre med den tredje bil, der passerer os

Argentina - Farvel Mendoza (og på gensyn?)

I aften bliver der afsked med vores nye yndlingsby, Mendoza, da vi tager en natbus til San Martin de los Andes. Vi håber at det også bliver et “på gensyn”. Her kunne vi sagtens bo, hvis ikke der var så langt til familie og venner. Mendoza er nok den grønneste storby, vi nogensinde har set. Samtlige gader er flankeret af store grønne træer på begge sider – ja, faktisk elsker folk i Mendoza de gamle træer så meget, at de har lavet krykker til de træer, der er så trætte at de ikke længere selv kan stå (se foto).
Så er her fyldt med grønne parker, fortovscaféer, restauranter, springvand, og en dejlig atmosfære.
Efter tre uger i Argentina kan vi nu se tilbage med nogle generelle betragtninger:

Døgnrytmen:  Her starter livet først klokken 8 om aftenen, virker det til tider som. Aldrig er der så mange mennesker i parker og på gaden som efter klokken 8 om aftenen, hvor alle kommer ud i parkerne og hygger sig, og dette varer til efter midnat. Restauranterne åbner ofte først for aftensmad ved 8-9 tiden, og det er meget normalt at gå ud at spise efter kl 22. Selv små børn på 2-3 år er på legepladserne ved 23-tiden om aftenen. Til gengæld bliver der holdt en lang siesta midt på dagen, hvor butikkerne lukker, og alting går lidt ned i gear.

Maden: Hvis der er noget Argentinerne behersker til perfektion er det mad og drikke. Bøfferne, kaffen, isen, croissanterne og rødvinen er i verdensklasse.
Vi bringer her den reviderede madpyrimade:

Bunden (det du skal indtage i rigelige mængder hver dag): Bøf, vin, is, kaffe og croissanter
Midten (det skal du også spise jævnligt): Pomfritter og hvidt brød
Toppen (hold lidt igen, du skal ikke have for meget): Frugt og grønsager (her er du rigeligt dækket ind hvis du har spist en jordbæris eller drukket en fanta)

Gadehunde: I enhver by er der gadehunde, men det er søde og selskabelige hunde, som gerne følger efter os for selskabets skyld. Det længste en hund har fulgt efter os er 12 km gåtur. Og mange af disse gadehunde er i så god foderstand, at de fx ikke gider at spise det flute, som Rasmus har forsøgt at fodre dem med.

Vores spanskkundskaber: Vi har mødt en meget stor tålmodighed og venlighed overfor vores sommetider lidt vaklende forsøg på at gøre os forståelige på spansk. I en grejbutik har en ekspedient fx brugt et kvarters tid på at snakke med os via Google translate – alt hvad han ville sige til os blev skrevet i google translate og oversat til engelsk, hvorefter vi kunne svare på samme måde.

Trafikken: Spring for livet. Det er sommetider næsten sikrere at gå over for rødt, da man så kun behøver at tage sig i agt for den tværgående trafik. Gå ikke over for grønt, da det er umuligt at forudsige de højresvingende bilister, som hverken blinker, dytter eller holder tilbage.

Prisniveauet:
Typiske priser:
Dobbeltværelse på hostel: 100-150 kr
Stor isvaffel med tre kugler: 5 kr
Middag på luksusrestaurant (kæmpestore bøffer, vin x 2, dessert, kaffe, grønsager, kartofler, mineralvand): 300 kr inklusiv drikkepenge.
Almindelig frokostmenu inkl drikkevarer: 25-40 kr

Sortbørsveksling: Da det ikke er muligt at veksle pesos til dollars i bankerne pga restriktioner, er der sprunget et sortbørsmarked op (hedder blå børs, blå dollarkurs, blå veksling osv). Det er nærmest officielt, og de blå kurser kan hver dag læses på nettet eller i aviser. Vekselererne står på faste gader i enhver større by, og vekslingen foregår for øjnene af politiet. Faktisk har sortbørsvekselererne i den grad slået rod at deres argentinske øgenavn er “små træer”. I banken er kursen for dollars 8, mens den på gaden er 11-12, så det er et lukrativt marked.
Vi glæder os til vores videre færd i dette fantastiske land, som rummer stort set alle naturtyper lige fra ørkener, gletsjere, regnskov, bjerge osv.

Enhver kan have behov for lidt ekstra støtte

 

Argentina - Uspallata og Vallecitos

Endelig skulle vi ud og sove i vores telt. På vej tilbage fra Chile til Mendoza hoppede vi af bussen i en lille by, der hedder Uspallata, hvorfra vi ville tage lidt ud og vandre selv. Vi fandt en hyggelig campingplads i Uspallata, og derfra gik vi en rigtig flot vandretur med udsigt over de snedækkede Andesbjerge.
Derfra var planen at tage op til et område, der hedder Vallecitos. Efter at have kørt med to forskellige busser blev vi sat af ved endestationen, en lille grusplads midt ude i ingenting. Herfra var der 12 km til bjergrefugiet, hvor vi gerne ville hen. Heldigvis var den eneste anden passager i bussen en flink argentinsk gut, som skulle samme sted hen, og han havde bestilt en pickup truck til at køre ham op til refugiet. Vi blev hurtigt enige om at deles om transporten op til refugiet. Fra refugiet i cirka 3000 meters højde vandrede vi op til den første lejrplads i 3200 meter. Vi havde en rigtigt fin tur derop, hvor to kondorer svævede over hovederne på os (nok i håb om at vi faldt udmattede om på vej op af bjerget), og med rigtigt fin udsigt over bjergene. Lejrpladsen var perfekt, et lille bjergplateau med et netværk af små floder og bække med frisk bjergvand og med flot udsigt inde over bjergene, hvor der er masser af toppe i 4000-6000 meter. Kort efter vi havde slået lejr kom skyerne ind, og al udsigten forsvandt, så vi tilbragte det meste af resten af dagen i teltet.
Næste dag startede også med at vi lå i telt midt i en sky, men heldigvis klarede det op, så vi kunne komme ud og gå. Vi gik op til næste lejr, Piedra Grande, i 3552 meters højde, hvor vi mødte vores nye argentinske ven fra dagen før. På vej derop så vi guanacoer, en lamaart, og havde indimellem fin udsigt over bjergene. Men igen kom skyerne ind, så vi hurtigt befandt os i kold vanddamp uden sigt, så vi gik i teltet ved 16-tiden og blev der til næste morgen. Ja, det vil sige, Rasmus var kortvarigt ude af teltet midt om natten. Den mest irriterende hund syd for ækvator havde for selskabets skyld slået sig ned lige ved vores telt, hvorfra den holdte en højlydt samtale kørende med en hund nede i dalen. Tilsidst var det ved at bringe Rasmus fra koncepterne, så han for ud af teltet kun iført vandrestøvler og underbukser og gav sig til at jagte hunden. Det viste sig at hunden var bedre akklimatiseret til højden end Rasmus, for hundejagt i 3200 meters højde i Andesbjergene kan tage pusten fra enhver (dog ikke hunden).
Næste morgen var der regn og tætte skyer, så vi pakkede sammen og er nu tilbage i Mendoza, hvor bøfferne er en dejlig afveksling til vandretursprovianten bestående af kartoffelmospulver, småkager og havregryn.

Vi overnatter på en campingplads i Uspallata

Rasmus og vores nye argentinske ven

Hjem kære hjem...

Et bjergplateau udgør en fin lejrplads

En smuk morgen hvor skyerne ligger under os i dalen

Vi ligger midt i en sky og kan ikke vandre i så dårlig sigt

Besøg i lejren

 Guanacoer krydser vores sti

Vi går op til en højereliggende lejr

Sofasten...eller stensofa