Argentina - Ushuaia

Så er vi tilbage i Ushuaia efter tre dages vandring i Ildlandets nationalpark, som ligger næsten lige udenfor Ushuaia. Vi har ligget i telt lige ned til en lille sø, og har gået ture langs kysten og søerne. Vi har også haft en ordentlig dynge sne, så vi har ligget vejrfast i teltet en del timer. Alle bjergtoppene er nu snedækkede, mens sneen er smeltet nede i dalene. Træerne er ved at have flotte efterårsfarver, og vi har set en del fugleliv, ræve, bæverboer osv.
Vi har fundet et godt hostel i Ushuaia, det sydligste punkt i Sydamerika, hvor vi skal være de sidste par dage inden vi skal med båden på mandag.

I Ildlandets nationalpark sidst på efteråret. Den første sne er faldet

Vinteren nærmer sig her sidst i marts

Træerne har flotte efterårsfarver og det er koldt

Udsigt over Ushuaia fra vores guest house

Efter nogle dages vandring er det skønt at få rigtigt mad
og en god flaske rødvin med udsigt over byen

Argentina - Perito Moreno-gletsjeren

I dag har vi været ude ved Perito Moreno-gletsjeren, og mere imponerende syn skal man lede længe efter, ikke mindst fordi vi var der på en dag med perfekt vejr. Gletsjeren er 60 meter høj og bevæger sig 2 meter fremad hver dag – det vil sige at den nærmest kælver konstant. Hvis man er der mere end et par timer skal man nok næsten være uheldig for ikke at se en kælving.
Først var vi ude og sejle, hvor man kommer meget tæt på gletsjeren, dvs cirka 300 meter for tættere på må man ikke sejle, da der kommer kæmpe bølger, når gletsjeren kælver og gigantiske isklodser på måske 40 meter falder i vandet med et kæmpe brag.
Bagefter var vi ude og gå og havde god tid til at stå og betragte gletsjeren og vente på kælvingerne. Gletsjeren knager og brager og så ved man at der nok snart falder et stykke is af. Det man måske ikke kan se på billederne er hvor stort det er – når gletsjeren er 60 meter høj er det jo nærmest højhuse af is, der skvatter i vandet. På nogle af billederne er der en båd med – det kan vise lidt om størrelsesforholdene.
Det allermest imponerende syn var da gigantiske stykker af helt blå og blank is blev skudt op fra under havoverfladen. Gletsjeren må have haft en meget stor del under vandet, som brækkede af, mens vi så det. Det lignede 8-10 store hvaler, som på samme tid brød op gennem overfladen og lå og boltrede sig – og isstykkerne har været større end busser. Et fuldstændigt fantastisk syn!

Perito Moreno gletsjeren set fra en båd er en imponerende oplevelse

Med båd kommer man helt tæt på gletsjeren

Og set fra vandrestierne er gletsjeren også spektakulær

Vi gik nogle timer langs med vandet og så gletsjeren fra forskellige vinkler

I løbet af et par timer var der utallige kælvinger

Pludselig ser det ud til at vandet begynder at koge,
og op af dybet springer store blå isklodser på størrelse med busser

En undersøisk kælving. Lidt ude i det fjerne ses en lille båd

Gletsjerkanten er 60 meter høj, og størrelsesforholdet ses rigtigt
ved den lille hvide båd, der ligger foran

Argentina - Vandring i Los Glaciares nationalpark – Del 2

Man siger at intet overgår en grønlandsk piteraq (for jyder er det vinden ved Vesterhavet), men vi vil nu sige at et patagonsk stormvejr kommer ganske tæt på. For pokmes da et stormvejr vi var ude for, men lad os starte ved begyndelsen.
4-dages turen omkring Paso del Viento (vindens pas) er et loop, som udgår fra El Chalten i en meget lidt besøgt del af parken, og vi mødte da også kun ganske få mennesker på turen. Første dag er smuk og relativ let vandring med udsigt til turkisgrønne søer, høje bjerge, gletsjere og floddale. Næste dag var ret begivenhedsrig, da vi startede morgenen med at krydse en iskold gletsjerflod. Floden skulle gerne krydses om morgenen, hvor vandstanden er lavest, og den nåede os også kun til knæene. Ved første skridt tænker man “for fanden i helvede hvor er det koldt” og ved tredje skridt kan man ikke længere mærke sine fødder, og der er stadig 8 meter tilbage. Men vi kom over sammen og i fin stil. Efter en lille times vandring skulle vi krydse en gletsjer, og vi fandt et godt sted i kanten af gletsjeren, hvor isen var jævn og med spredt grus, så man kunne stå fast. Herefter gik vi 800 højdemeter op i Paso del Viento, med fantastisk udsigt hele vejen over to store gletsjere og gletsjersøerne. Fra Paso del Viento fik vi udsigt ind over den patagonske indlandsis, et fuldstændigt overvældende syn – isen er enorm og fyldt med nunatakker, og udmunder i en gigantisk gletsjer, Viedma-gletsjeren. Herefter et par timers vandring i en morænedal til vi nåede vores lejr.
Næste morgen blæste det en del, men vi vurderede at det var fint at gå i, da vi havde vinden i ryggen. Efter vi havde gået et par timer langs et nærmest grønlandsk fjordlandskab tiltog vinden til det afsindige. Det blev faktisk så vildt at vi begge to måtte lægge os på alle fire for at kravle nogle få meter i modvind for at komme i læ bag en stor sten. Herfra kunne vi planlægge en rute så vi gik mere i læ, da det ikke virkede som en god løsning at gå tilbage til lejren, hvor vi så skulle gå i modvind (umuligt). Foran os lå Huemul-passet, og herefter regnede vi med at vi ville komme i læ bag bjerget. Det blæste fortsat så meget at vi flere gange måtte lægge os fladt på maven, mens vindstødene var værst, for at skynde os at gå, når vinden aftog lidt. For at gøre en hård dag endnu hårdere endte det med at vi gik forkert i passet og kom ned i en forkert dal, så vi måtte hele vejen op igen. Men endelig fandt vi den rigtige sti, og fik øje på de to andre grupper, som vi havde delt vandrestierne med de sidste dage, nemlig fire israelere, og en gruppe med tre gutter fra forskellige lande. Vi fandt læ på den anden side af passet og holdt en pause sammen med de andre og diskuterede dagens hårde strabadser. Så begyndte vi på sidste del af nedstigningen fra passet, gennem tæt skov/krat på bjergskråningen. Efter kort tid kommer en af gutterne fra den blandede gruppe løbende efter os: Hans kammerat er faldet ud over en klippe og ligger cirka 12-15 meter nede af skråningen. Vi skynder os tilbage sammen med ham for at hjælpe kammeraten. Han er meget chokeret men har været heldig at undgå alvorlige skader. Hans rygsæk har nok skånet ham for slag på ryggen og i hovedet. Han er dog så medtaget efter faldet at de vurderer at de ikke kan gå ned af bjerget og vil slå lejr, hvor de er. Bl.a. kan han ikke bære sin rygsæk og går meget usikkert. Han har vist fået slag på hoften og på anklen. For at hjælpe dem giver vi dem resten af vores vand og en vandrestav. Da han nok er nødt til at gå ned uden rygsæk, omfordeler vi vægten, for at aflaste hans kammerater, der næste dag nok skal være to om at bære tre rygsække. Så oven i Elsas rygsæk kommer: En ukulele, en to-liters dunk med sæbe (???), en pose kabler, en brænder, en liter fuel og en pose medicin. Vi spørger dem om vi skal forsøge at nå nationalpark rangerne, om de mangler mad osv, men de mener godt at de kan klare sig derfra og de har en nødkalder, hvis det skulle gå helt galt. Vi har nu efterladt deres bagage på det hostel, hvor de har boet sidst, og håber snart at få en mail fra dem. Vi har givet rangerne besked om situationen, men at gruppen mener at de godt kan klare sig.
Deres beslutning om at blive var nok meget klog, da turen ned af bjerget var meget stejl og meget lang, og vi er helt udmattede, da vi når i lejr.
Næste morgen vågner vi i dejligt vejr, og vi er meget tæt på Viedma-gletsjerens kant, så vi sidder i lang tid på en helt øde strand og har synet af gletsjeren helt for os selv – fantastisk! Nu skulle vi bare det sidste stykke tilbage igennem et bakket græslandskab – dejlig nem vandring. Men sådan gik det ikke, for et netværk af forskellige dyrestier gjorde stien meget svær at finde, og vi havner flere gange i en gigantisk labyrint af tjørnekrat og i sump. Men efter flere timer finder vi endelig en god sti, som tager os det sidste stykke op over et bakket landskab og med smuk udsigt over søen, som har den mest vanvittige turkise farve. Efter en enkelt flodkrydsning mere når vi havnen, hvor der skulle køre bus tilbage til El Chalten. Men ak, dagens eneste bus er fyldt op. Ikke engang vores tryglen om at sidde på bussens gulv hjælper.  Og der er ingen mobildækning i området, så det er ikke muligt at ringe efter en taxa. Sammen med de fire israelere blaffer vi tilbage, og de flinke argentinere hjælper os endnu engang. Vi bliver straks taget med af et par i minibil, som finder plads til tre trætte vandrere og tre rygsække på bagsædet. Sikke et eventyr!
PS: Vi havde checket vejrudsigt hos rangerne inden vi tog af sted, men i bjergene kan det være svært at forudsige, så vi vidste intet om et stormvejr på vej.

Her er stor natur og kun få andre vandrere

Rasmus på vej mod Huemul massivet

Vi kan nu se ind i dalen, hvor vi næste dag
skal krydse floden og vandre over gletsjeren

Klar til en iskold flodkrydsning.
Vandet er smeltevand fra gletsjeren lige ovenfor

Så går det ud over den store isterning som gletsjeren er.
Vi har fået at vide hvor isen er uden farlige sprækker

Med blikket vendt mod snedækkede tinder, gletsjere og bjergsøer

Det er lidt svært at finde vej, men endelig finder vi stien

Frokostpause med ryggen lænet mod en morænevold
og udsigt over gletsjeren

Vi er nået så højt op at vi kan se ud over den patagonske indlandsis -
isen strækker sig langt ind i Chile

Gletsjeren ligger som en frosset motorvej under os

Hvordan kan man løsrive sig fra sådan en udsigt?

Det lille telt er slået op nedenfor en morænevold

Vi er på vej op mod Huemul-passet

Vi er gået forkert i passet og kommet ned i en kløft,
hvor vi belønnes med denne udsigt

Vi overnatter nær gletsjeren og dette syn møder os næste morgen

Vi har gletsjeren fuldstændigt for os selv

Man må jo næsten gå baglæns, for hvordan kan man vende ryggen til dette syn

Elsa vandrer med ukulele

Argentina - Vandring i Los Glaciares nationalpark – Del 1

Vi er lige kommet tilbage efter 8 fantastiske vandredage ved nationalparken Los Glaciares, som ligger lige udenfor El Chalten. Vi var på to fede 4-dagesture fra El Chalten. Dette handler om den første tur, som var ved Fitz Roy bjergmassivet.
Dette var i den mest populære del af nationalparken, hvor man bestemt ikke har vandrestierne for sig selv, men udsigten til bjergene er også fantastisk. Vi har overnattet ved tre fede lejrpladser og har set masser af gletsjere, søer, bjerge – billederne taler for sig selv. Vi har haft al slags vejr lige fra snevejr til sandstorm, men også fint og klart vejr med sol.

Ravioli og te til aftensmad